I diskussionen om ulandsbistand bliver begreberne planners og searchers brugt til at betegne to måder at afdække ulandenes nødhjælpsbehov. En planner kortlægger behovet på afstand – ud fra gode intentioner og økonomiske rammer. En searcher opsamler sin viden i lokalmiljøet uden en agenda, der er formuleret på forhånd. Ofte har searcheren størst succes med at møde folkets behov på grund af sit nærvær og åbenhed for uventede erfaringer. På udstillingen Planners & Searchers har begreberne nu fundet vej ind i kunsten – som tematiske drivkræfter, der kan forme og bevæge både kunstner og kunstværk. Er alle kunstnere nysgerrige og intuitive searchers? Eller kan der findes en interessant diskussion mellem det planlagte og det afsøgende? Og endelig: kan udstillingens koncept være så elastisk, at det både giver plads til navigation og uventet adfærd? Udfordringen er givet af Søren Assenholt til de to kunstnere John Skog (S) og Taslima Ahmed (GB), der forholder sig til dialogen mellem begreberne med noget så forskelligt som akvarieinstallation og performanceshow. Nøgleordet er kunstnerisk forhandling mellem Planners & Searchers.