Questioning the nature of the activity itself, (e.g. sculpture) - an important part of the work process - can lose force where there is a multiplicity of materials in play. Inquiry is possibly more rigorous and productive within the constraints of a single material.  The work is a reflection, shared with the viewer, of this process of inquiry - an act of faith and instinct rather than of specific intention; creating openings and advancing boldly into them free of the dominance of intellect or habit. 
  • - Allan Thornhill, 2008

- || -

Billedskærerværktøj. Det er det vi leder efter. Schweizisk billedskærerværktøj af mærket Pfeil, nærmere bestemt. Og vi leder på Vestfyn. Vi drejer ind på en gårdsplads bag et gult hus, og banker på døren til værkstedet i udhuset. Vi træder ind under mandshøje krucifikser, eksempler på snøller, studier til ansigter og øvelser i hår-fald; alt sammen snittet i lindetræ. Takket være Pfeil og et par gode hænder. Da vi kører et par timer senere har Søren fået nye jern.

Jeg undskylder på forhånd det anekdotiske, underligt romantiserende, måske endda unødigt hyggelige anslag om værktøj. Men jeg har beholdt det i teksten med det håb, at en håndværker skulle have fundet tid til at sidde med dette katalog i hænderne. Han eller hun vil vide at det er værd at nævne når man får nyt værktøj; det er en glædelig begivenhed.

Improvisation er svært. Det er en konkret manifestation af et af de mest paradoksale forhold i menneskelivet; fornemmelsen af metafysik i fysikken. Man skal have et solidt fundament; kende sine akkordskemaer, sine skalaer, sin teori og sin praksis. Og så skal man huske at glemme det. Det drejer sig om at holde fast samtidigt med man giver slip; man kan hverken have kontrol eller ej. På den ene side; forberedelsen, fagligheden, håndværket, overvejelserne, planen, ens banalt menneskelige forfængelighed - formålet. På den anden; intuitionen, det henkastede, målløsheden, fornemmelsen, udforskningen, den magisk overmenneskelige frygtløshed – legen. Ydermere minder jeg om at de plastiske kunstarter ikke har muser; muserne holder sig til sangen, dansen og digtningen (og astrologien, men lad det nu fare)... Man har, i hvert fald hvis grækerne står til troende, således været mere eller mindre alene som skulptør i nogle tusinde år. Værkstedet er ingen scene. Og materialet er langsomt. Træ skal stryges med årene for at give efter for de kommanderende klinger; endnu mere så hvis det selv skal kommandere de eftergivende klinger.
Ikke desto mindre var det det Søren fortalte mig at de schweiziske jern skulle: improvisere. Stå i midten af det rum der forbinder kontrol og kaos, og hugge så spånerne ville flyve. Flyttes til Congo i en kasse af lindetræ og der indfri håbet om at erfaringen og intuitionen sammen kunne føde et holdbart udsagn. Med vilje.

Martin Rauff